FAQ


Er det sikkert at springe faldskærm?

Det korte svar er ja. Der florerer mange rygter om faldskærmsspring, fordi det virker så ekstremt, men sandheden er, at der bliver sprunget hundrede tusinde faldskærmsspring hvert år, og der er meget langt i mellem uheld. Det er selvfølgelig ekstremsport, så der er forbundet en vis risici, men sammenlignet med skiløb, hesteløb og andre ekstremsport er det rigtig sikkert.

Hvilke højder springer man faldskærm fra?

Et tandemspring foregår fra 4000m (13200ft). Det giver ca. 50 sekunders frit fald efterfulgt af et par minutters skærmflyvning, som afsluttes med en landing på landingsområdet foran Odense Faldskærmscenter.

De første solospring foregår som static line fra 1000m (3300ft). (På de efterfølgende spring øves der frit fald i 5, 10, 15 sek. etc, så der tillægges mere og mere højde. Efter bestået 30 sek frit fald, er man godkendt til fuld højde; 4000m (13200ft).

Du kan læse mere om solouddannelsen HER

Som c-certificeret springer (selvstændig), kan man springe fra 1500m (4900ft) eller 4000m (13200ft).

Hvad er aldersgrænsen for faldskærmsudspring?

Der er ingen aldersbegrænsning for et tandemspring. Vi springer med alle fra 4 år til og med 100 😉 For solokursus er aldersgrænsen 16 år. Hvis du er under 18 år, skal du have en underskrift fra forældre eller værge med.

Kan jeg springe faldskærm som handicappet?

Ja, det kan du godt. I langt de fleste tilfælde vil vi uden problemer kunne springe med dig. Vi har mange erfaringer med blinde, døve, spastisk lammede, sklerose og multi-amputationer. Du bedes kontakte vores tandemkoordinator på kontakt@ofc.dk, hvis du har et handicap og gerne vil prøve at springe i faldskærm.

Hvornår springer i faldskærm?

Vi springer hele året rundt. I sommerhalvåret springer vi tirsdag og hver weekend. Hvis du trykker på “Book tandem” kan du se, hvilke tider vi har ledige til dig.

Hvornår skal jeg være der?

Det tidspunkt du har booket på er mødetidspunktet. Hvis du har booket en tid klokken 14:00, så ankommer du bare der.

Hvor lang tid tager et tandemspring?

Du skal forvente at bruge ca. 3 timer på dropzonen, fra du ankommer til du er landet igen.

Hvordan får jeg min video?

Ca. 30 min efter du er landet, vil din videomand have klippet videoen, og du får en USB stik med hjem.

Kan jeg medbringe mit eget kamera?

Nej, det kan du ikke. For at springe med kamera skal man have 150 spring og en uddannelse hos en af vores instruktører. Det er udelukkende på grund af sikkerhed, da et kamera fjerner meget fokus. Hvis du vil have video af dit spring, kan du tilkøbe det, og så vil dit spring blive filmet af en af vores meget erfarne videofolk.

Hvad hvis der er dårligt vejr?

Faldskærmspring er meget vejrafhængigt, og du kan derfor komme ud for, at vi aflyser. Hvis det er tilfældet, vil vi sende dig en mail med instruktioner om ombookning, eller hvis det er på dagen, vil vi kontakte dig via telefonen.

Hvilket tøj skal jeg have på?

Som udgangspunkt skal du have praktisk tøj med. Det vil sige tøj, du kan bevæge dig i. Du kan få en springdragt på over dit eget tøj for at beskytte det.
Tøj, som vi helst ikke ser dig springe med er: Hættetrøje, dynejakke, stramme jeans, kjole, høje sko eller sandaler.

Kan jeg spise før mit spring?

Helt bestemt! Vi anbefaler, at du spiser helt normalt inden dit spring. En tom mave kan derimod gøre dig lidt dårlig og svimmel.

Hvornår udløber et gavekort?

Gavekort købt igennem os har en levetid på 2,5 år

Jeg har et gavekort fra en ekstern udbyder, kan jeg springe hos jer?

Ja, det kan du sagtens. Du kan dog ikke booke en tid via vores system. Du skal derfor skrive til kontakt@ofc.dk med en ønske om dato, samt navn, adresse, alder, vægt, email og hvorvidt du ønsker video eller ej. Så modtager du en mail til bekræftelse af bookningen og medbringer blot dit gavekort på dagen.

Er jeg forsikret?

Som tandemgæst betragter de fleste forsikringsselskaber et faldskærmsspring som en forlystelse, og du vil derfor være dækket på samme måde, som hvis du var i tivoli.
Hvis du deltager på solokurset, bør du hos dit forsikringsselskab tegne en farligsport-forsikring, som indebærer faldskærmsspring. Vi har igennem DFU en tredjepartsforsikring til alle typer spring.

Hvor meget må man veje for at springe faldskærm?

Man må veje max 110 kg til solospring og 100kg til tandemspring. Dette skyldes en sikkerhedsmæssig grænse. Hvis du vejer over 100kg må du gerne ringe til os på 26784646.

Hvordan foregår faldskærmsudspring?

Et faldskærmsudspring hos os foregår her på fyn ved Odense Faldskærmscenter i Beldringe Lufthavn.

For et tandemspring, møder man op på det bookede tidspunkt, hvorefter man får lidt information og teori til springet om bl.a. exit fra flyveren og landingen. Efter påklædning af dragt, hue og briller, er man klar til at springe med sin tandemmaster.

Et solospring foregår på lidt anden vis, da man her skal have mere undervisning og teori inden springet. Undervisningen foregår en torsdag aften (og evt. lidt fredag), hvorefter springet finder sted om lørdagen. Grej lånes i klubben, men praktisk (bevægeligt) tøj er en fordel.

Springet foregår fra i samarbejde med en instruktør, som vil guide dig ud af flyveren. Når du slipper stræberen, vil faldskærmen udløses via static line. En instruktør på jorden vil så guide dig igennem skærmflyvningen og landingen via radio.

Hvor langt falder man på 3 sekunder?

I frit fald har man en hastighed på 200-250 km/t. Det svarer til at falde cirka 60 meter på 1 sekund eller 180 meter på 3 sekunder.

Kan man springe faldskærm i regnvejr?

Vi springer ikke faldskærm i regnvejr. Det er heller ikke tilladt at springe igennem skyer af sikkerhedsmæssige årsager. Hvis et spring er planlagt til en given dag, hvor det så regner eller er for overskyet, vil springet ombookes til en anden dato. Dette gælder også, hvis der er for meget vind.

Hvad koster det at flyve i faldskærm?

Prisen for et faldskærmsspring afhænger af typen. Det er muligt at vælge mellem et tandemspring u/video til 2595kr og m/video til 3345kr.

Ellers kan man vælge et solokursus med teori og efterfølgende et static line spring til 2195kr. Solokurset kan også købes som pakke med 6 spring til 3000kr. Så sparer du 1280kr sammenlignet med at købe springene enkeltvis.

Hvad koster et faldskærmscertifikat?

At erhverve sig et c-certifikat, hvormed man bliver godkendt selvstændig springer, kræver min. 40 spring. Prisen kan derfor variere lidt, da man skal bestå de forskellige dele og prøver undervejs. Uden medregning af aktuelle tilbud kan man regne med 15.000-16.000 kr. for at opnå de min. 40 spring samt kurser der skal til for et c-certifikat.

Hvor stor er en faldskærm?

En faldskærms størrelse afhænger af springtypen, erfaring og vægt, det kan variere helt fra 3.2 m2 (Den mindste der er landet sikkert i) til 46 m2 (Stor tandemskærm).

Typisk vil størrelsen for en erfaren sportspringers skærm være cirka 11 m2 og elev 24m2.

En typisk tandemskærm er 35-40 m2. Det er på størrelse med lærredet i BioCity sal 2-6 i Odense på 37.5 m2.

Kan man gå til faldskærmsudspring?

Ja, i Odense Faldskærmscenter kan man gå til faldskærm lige som andre går til håndbold. Vi springer hver tirsdag og som regel i weekenderne i sæsonen (fra marts til starten af oktober). Vi springer også udenfor sæson, men dette er mere usikkert pga vejret.

Datoerne for spring kan findes i stævnekalenderen (nederst på hjemmesiden under medlemssider).

Hvordan melder jeg mig ud?

Du skal sende en mail til kasserer@ofc.dk, så håndterer vores revisor din udmeldelse.

Følg os på de sociale medier