Videre Uddannelse

Vejen til Certifikatet – Fra elev til C-springer

Når du efter dit solokursus har fået dit første spring, er du allerede vej i mod at få et
C-certifikat, og derved at være fuldt uddannet faldskærmsspringer, rejsen er dog først lige begyndt.

Den videre vej herfra bestemmer du, i samråd med dine instruktører;
Manuel-Uddannelsen, eller AFF-Uddannelsen? (mere info kommer længere nede)

Uanset hvilken vej du vælger, så skal du fortsat være medlem af Dansk Faldskærms Union
(det bliver du fra solokurset), og så længe du har dit logkort med, kan du faktisk springe faldskærm i alle klubber i Danmark, såfremt der er en instruktør til stede på dagen.
Se evt. en liste over de danske klubber, på DFU’s hjemmeside, her:
https://dfu.dk/klubber/kluboversigt


Det første mål på vejen er et A-Certifikat; på dette tidspunkt har du minimum 13 spring, og har gennemført en række skærmflyvningsøvelser. Du har desuden lært at lande din faldskærm uden hjælp fra radioen, og du kan klare det uden en instruktør i flyet når du springer.

 Det næste mål på vejen er et B-Certifikat; Nu har du minimum 25 spring, du har nu afsluttet alle skærmflyvningsøvelserne, og har samtidig gennemført en række fritfaldsøvelser. På nuværende tidspunkt har du også fået et pakkecertifikat, så du selv kan pakke faldskærme, uden opsyn.

 Det sidste skridt på rejsen er et C-Certifikat; Nu har du minimum 40 spring. Du har lært selv at kontrollere dit udstyr, og har bevist at du kan lande din faldskærm præcist hvor du vil.
Desuden har du godt kendskab til de regler der gælder for faldskærmspring i Danmark, og du har gennemgået en teoriprøve i netop det.

 

___________________________________________________________________________

Manuel-Uddannelsen – Vi tager det trin for trin

Her bygger vi for hvert spring en lille smule oven på det forrige spring.
Du starter ud med 5-6 staticline spring fra 1.000 meter, hvor du skal øve at komme stabilt af flyet, imens du træner at åbne din egen faldskærm.
En instruktør i flyet hjælper dig med at komme rigtigt ud, men selve springet tager du alene.
Når du er klar til selv at kunne åbne din faldskærm skal du have dit første Solo-spring, dvs. du har ikke længere en static-line på, men skal helt selv åbne faldskærmen (det er et spring man aldrig glemmer).

 I løbet af de første 13-14 spring arbejder man sig gradvist højere og højere op, og får derfor mere og mere frit fald, til sidst kan du springe alene fra 4.000 meter.
Herefter skal du have A, B & C-certifikatet som beskrevet ovenfor.

 Priserne for at nå til de forskellige trin er estimeret herunder:
(disse forudsætter dog at man for det meste klarer tingene i første forsøg)
A-Certifikat: ~5.600kr.
B-Certifikat: ~4.600kr. (10.200kr. i alt)
C-Certifikat: ~3.100kr. (13.300kr. i alt)

Fordele:
De enkelte spring er billige (i omegnen af 2-350kr. pr. spring).
Man kan oftere komme til at springe (da kun 1 instruktør i flyveren kan hjælpe op til 4 elever).
Sværhedsgraden stiger ikke voldsomt imellem springene.

Ulemper:
Man skal bruge flere spring, for at nå til at springe solo fra 4.000 meter.
Man får ikke hjælp i frit fald til at rette sin kropsposition, og det kan derfor være svært at lære.
Man får naturligvis altid hjælp af instruktørerne, men de skal også hjælpe andre samtidig.

 

___________________________________________________________________________

AFF-Uddannelsen – Den hurtigste vej til 4.000 meter

Du starter ud med at skulle have yderligere teori, og har derefter dit første AFF-spring fra 4.000 meter, hvor du sammen med 2 instruktører har frit fald i ca. 50 sekunder inden du selv skal udløse din faldskærm og flyve ned til landing.

AFF-uddannelsen består af 8 spring (levels), der indeholder forskellige øvelser af stadig stigende sværhedsgrad. Uddannelsen er meget koncentreret og kræver grundig forberedelse på jorden før hvert spring. Allerede fra spring 2 begynder du f.eks. at øve drej & fremad flyvning, og ganske få spring senere kan du lave loops, og flyve selvstændigt uden hjælp fra instruktørerne.

Til at begynde med (level 1, 2 og 3) springer du ud af flyet sammen med 2 erfarne AFF-instruktører, som holder fast i hver side af dig. På de efterfølgende 4 spring (level 4, 5, 6 og 7) har du en enkelt instruktør med og på level 8 vil du være alene.

Herefter skal du have A, B & C-certifikatet som beskrevet ovenfor.

Priserne for at nå til de forskellige trin er estimeret herunder:
(disse forudsætter igen at man for det meste klarer tingene i første forsøg)
A-Certifikat: ~12.100kr.
B-Certifikat: ~3.100kr. (15.200kr. i alt)
C-Certifikat: ~3.100kr. (18.300kr. i alt)

 

Fordele:
Instruktørerne dedikerer sig 100% til kun din læring på hvert spring.
Du får meget frit fald, med mulighed for at blive rettet til løbende igennem hvert spring.
På få spring når du frem til at kunne springe solo fra 4.000 meter, uden instruktører.

Ulemper:
Springene er dyre (1.250kr. og senere 950kr. pr spring igennem AFF delen af uddannelsen)
Fordi der skal 2 instruktører til pr. spring, kan der være længere perioder imellem springene.
Sværhedsgraden stiger betydeligt imellem hvert spring (for nogen vil det være for meget).

Læs mere om AFF uddannelsen her

Vi underviser ud fra Dansk Faldskærms Unions undervisningsmateriale. Før du begynder AFF uddannelsen skal du have læst AFF elevhåndbogen.

Download her

Find os på Instagram

Følg os på de sociale medier